Barsk og ærlig

I dag udkommer den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandts erindringer “Som jeg husker det”. Bogen er ifølge Persbrandts danske forlag “en selvudleverende og brutalt ærlig fortælling om at nå bunden og samle sig selv op igen.”

De fleste kender ham især fra den svenske tv-krimiserie “Beck”, hvor han spiller den retfærdighedssøgende politiassistent Gunvald Larsson, der har kant og et temperament som en ulmende vulkan.

I en alder af 54 har Persbrandt dog vist sit store talent og sublime skuespilkunst i mange andre roller på såvel film som teater.

Fart på karrieren

Skuespilkarrieren blev skudt i gang i 1983, da Mikael Persbrandt optrådte som statist i mesterinstruktøren Ingmar Bergmans opsætning af William Shakespeares “King Lear” på Dramaten i Stockholm.

Siden har Persbrandt blandt andet spillet hamskifteren Beorn i Peter Jacksons filmatisering af J. R. R. Tolkiens “Hobbitten”, den alkoholiserede ægtemand, Sigge, i Jan Troells “Maria Larssons evige øjeblik” og den rummelige læge og familiefar, Anton, i Susanne Biers “Hævnen”.

Kendt er han også for sine roller i Hamilton-filmene, “Hypnotisøren”, “Englegård” og “En du elsker”. Mikael Persbrandts skuespiltalent spænder med andre ord vidt, og han er da også en af Sveriges mest succesfulde skuespillere.

Kampen mod dæmonerne

Privat har livet dog langt fra altid været en dans på roser. Her har Persbrandt i årevis måttet kæmpe med sine dæmoner, et misbrug af alkohol og stoffer og ikke mindst sladderpressens dækning af hans liv uden for lærredet.

Nu fortæller han for første gang selv sin historie, og ifølge de svenske anmeldere skåner Mikael Persbrandt hverken sig selv eller sine omgivelser.

I “Som jeg husker det” beretter han om sin opvækst alene med sin mor i en forstad til Stockholm, sin ungdom i et bandemiljø, kampen for at slå igennem som skuespiller, rollerne på Dramaten og de mange filmsucceser.

Han deler gavmildt ud af anekdoter fra sin over 30 år lange karriere og beskriver sit samarbejde med danske skuespillere som Mads Mikkelsen, Kim Bodnia, Trine Dyrholm og Iben Hjejle.

Herudover hører læserne om kvinderne i hans liv, hans arbejde for UNICEF og om forholdet til hans egne børn, Igor, Lo og Olga, som bogen er dedikeret til.

Prisbelønnet medforfatter

Mikael Persbrandt har skrevet sine erindringer i samarbejde med den prisbelønnede svenske forfatter og musiker Carl-Johan Vallgren, som nogle måske vil huske for den anmelderroste roman “Den vidunderlige kærligheds historie” (2004).

“Som jeg husker det” udkom på svensk i 2017 og er allerede blevet en bestseller i hjemlandet.

Henrik Andersen står for den danske oversættelse.


 

Reklamer

En lille stærk mand

Denne månedens klassiker er J. R. R. Tolkiens børnebog “Hobbitten”, og bloggens 12-årige gæsteanmelder er meget begejstret 🙂 Læs hvorfor her:

I J. R. R. Tolkiens fantastiske “Hobbitten” bliver en hobbit ved navn Bilbo Sækker, tretten dværge og en troldmand viklet ind i et sprudlende eventyr: De skal vandre gennem skove, over bjerge, gennem dale, kæmpe mod enorme bjergtrolde og ulækre edderkopper for derefter at fuldende deres mission ved at overvinde den store og uhyggelige drage Smaug.

Men hvorfor er det, at man så godt kan lide Bilbo, de tretten dværge og troldmanden?

Måske fordi de er forskellige på hver deres måde, men når de står sammen, er der ingen, der kan slå dem.

Hvordan starter det hele?

En dag kommer troldmanden, Gandalf, på besøg hos Bilbo Sækker. Bilbo inviterer Gandalf til te næste dag, men da det næste dag bliver aften, lyder der en banken på Bilbos dør, hvorefter alle tretten dværge ankommer. De hedder Bombur, Bifur, Bofur, Dvalin, Balin, Fili, Kili, Oin, Gloin, Dori, Nori, Ori, og deres alle sammens leder er Thorin Egeskjold.

Dværgene skal afsted på et eventyr – på en mission, hvor de skal generobre dværgenes tabte rige og deres store skat af guld og ædelstene, som den frygtelige drage Smaug har stjålet.

Helten Bilbo

Først vil Bilbo ikke med på missionen, men så kommer hans eventyrlyst op i ham. Ingen andre end Gandalf tror på Bilbo. End ikke Bilbo selv.

Men alle bliver positivt overrasket, da Bilbo sidenhen træder i karakter og redder dem alle sammen. Selvom dværgene tror, at de kan klare hvad som helst, er det alligevel godt, at de har Bilbo og Gandalf med, for ellers ville de ikke engang være nået halvvejs på den farlige tur.

J. R. R. Tolkien bruger meget humor i “Hobbitten”, og det er også med til at gøre den til en rigtig god bog.

Hobbitten-filmene er efter min mening tro mod bogen, selvom der selvfølgelig er lavet en del om.

Anmelder: Kahoha

 


FAKTA

Den engelske forfatter og professor John Ronald Reuel Tolkiens “Hobbitten” udkom første gang 21. september 1937 og høstede mange anmelderroser.

Succesen fik dog for alvor først fat, da Tolkiens verdensberømte fantasy-trilogi “Ringenes Herre” udkom i 1954-1955. Trilogien var oprindelig tænkt som en efterfølger til “Hobbitten”, men udviklede sig til et langt større værk, som Tolkien arbejdede på i årene 1936-1949.

“Hobbitten” er solgt i over 100 millioner eksemplarer.

“Ringenes Herre” er en af de bedst sælgende romaner nogensinde med over 150 millioner solgte eksemplarer.


 

Den spanske syge

På tirsdag udkommer en ny bog om en af historiens mest dødbringende epidemier.

Som bekendt er det i år hundredåret for Første Verdenskrigs slutning. Men de færreste tænker nok på, at det også er 100 år siden, at en af historiens mest dødbringende epidemier, den spanske syge, rasede.

Epidemien, der hærgede store dele af verden i 1918-19, kostede 50 millioner mennesker livet.

Den dødelige influenzaepidemi fik navnet “den spanske syge”, fordi de første tilfælde af sygdommen blev rapporteret fra Spanien.

Sygdommen opstod imidlertid med stor sandsynlighed blandt amerikanske soldater, der førte den med sig til Europa under Første Verdenskrig.

Epidemien i Danmark

“Den spanske syge – Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark” fortæller, hvad der skete, da epidemien ramte herhjemme, hvor op mod 15.000 mennesker bukkede under for den aggressive og smitsomme influenza.

Forfatter og journalist Tommy Heisz har i bogen samlet en lang række øjenvidneberetninger, hvor læserne kommer tæt på den knugende angst, ubærlige sorg og omsiggribende uhygge, epidemien skabte i Danmark. I forordet skriver han:

100 år er lige nøjagtig længe nok til, at det ikke er muligt at finde nulevende personer, som har oplevet den spanske syge. Arbejdet med denne bog har derfor handlet om at finde frem til de øjenvidneberetninger, som gennem tiden er blevet bevaret. Det har været mit mål at samle alle disse stemmer for at lade dem lyde i kor. Som én samlet fortælling.” (Citat fra “Den spanske syge”)

Tragedien i øjenhøjde

Tommy Heisz fortæller, at de interviews, den britiske forfatter Richard Collier lavede med 19 danske øjenvidner i 1972, udgør en vigtig del af kildematerialet sammen med blandt andet arbejdererindringer indsamlet af Nationalmuseet og pensionisterindringer fra Københavns Kommune.

Vi hører både om de familier, som blev ramt af tragedien, og om de frygtløse læger, sygeplejersker og frivillige, der hjalp patienter og pårørende over hele landet.

Sygdommen skånede ingen og slog utallige børn og unge ihjel, gjorde forældre barnløse og børn forældreløse. I “Den spanske syge” får ofrene, deres familier og de læger og sygeplejersker, der kæmpede for patienternes liv, navn og ansigt.

Selvom fokus er på den spanske syges menneskelige ofre herhjemme, tager bogen også læserne med til Vestfronten, Wien, Berlin og USA.

I sin præsentation af udgivelsen skriver Politikens Forlag blandt andet:

Historien trækker tråde helt op til nutiden. Først for nylig fik man rekonstrueret det virus, der var årsag til epidemien. I dag er den spanske syge derfor med til at gøre forskerne og lægerne klogere på, hvad vi skal stille op, når den næste store epidemi rammer os.”

Bogen udkommer 17. april.


Tommy Heisz (f. 1975) har skrevet flere dokumentariske bøger, herunder en musikbiografi om bandet Love Shop og en historisk biografi om svømmepigerne Jenny Kammersgaard, Ragnhild Hveger og ‘Lille Henrivende’ Inge Sørensen.


 

Forårsnyt

En elefant som åndelig vejleder og kærligheden mellem en ung mand og en moden kvinde er emnerne i et par af denne måneds nye bøger.

I slutningen af april udkommer “At svømme med elefanter”, hvor amerikanske Sarah Bamford Seidelmann fortæller om sin forvandling fra moderne læge solidt forankret i vestlig lægevidenskab til shamansk healer.

Efter at have knoklet som læge i mere end 20 år stod Sarah Seidelmann af ræset og rejste til Sydafrika og Indien for at finde en større mening med tilværelsen og føle sig i live igen.

På rejsen mødte hun blandt andet en elefant, der blev hendes åndelige følgesvend, og som hjalp hende til den indre forvandling, hun higede efter. I det danske forlags præsentation af bogen står der blandt andet:

At svømme med elefanter er Sarah Seidelmanns forrygende, hjertegribende, til tider excentriske og meget morsomme fortælling om en vild spirituel rejse, om fascinerende møder med spirituelle lærere og om at undergå en overraskende forvandling fra læge til healer.”

Bogen udkommer 23. april.

Den eneste historie

Britiske Julian Barnes (f. 1946) har forfattet en række velskrevne, nytænkende romaner og novellesamlinger. Herhjemme er han nok mest kendt for sin roman “The Sense of an Ending” (“Når noget slutter”), der fik Bookerprisen i 2011.

Nu udkommer hans anmelderroste roman “The Only Story” på dansk med titlen “Den eneste historie”, der handler om forholdet mellem Paul og Susan.

Paul er 19 år, da han møder den 48-årige, selvsikre og ironiske Susan, som er gift og mor til to. De forelsker sig og flytter til London for at slippe væk fra hans forældre og hendes voldelige ægtemand.

Da Susan årtier senere er død, ser Paul tilbage på deres samliv, og hvordan det hele faldt fra hinanden.

Ifølge forlaget er romanen “en skarpsindig fortælling, der beskriver, hvordan vores erindringer kan forbløffe, svigte og overraske os – hvordan den allerførste forelskelse kan ende med at determinere et helt liv.”

“Den eneste historie” har planlagt udgivelse 23. april.

Ny frekvens

Til slut skal det nævnes, at Kig ind i bogens verden fyldte tre år mandag 19. marts 🙂

Som trofaste læsere vil vide, har jeg hidtil bragt et indlæg hver torsdag.

Fremover vil bloggen imidlertid udkomme en gang om måneden – nogle gange lidt oftere, hvis en særlig udgivelse eller boghistorie presser sig på.

Indlæggene vil stadig komme på torsdage. Dog vil anmeldelser så vidt muligt blive bragt på udgivelsesdatoen.

Den ændrede frekvens skyldes flere nye aktiviteter, herunder egne manuskripter og arbejdet med at få dem udgivet.

Jeg håber, du fortsat har lyst til at læse med 🙂

Vi ses torsdag 12. april!


 

Søren og Mette i benlås

Med udsigt til en ny landsdækkende storkonflikt er Anders-Peter Mathiasens anmelderroste bog “Søren og Mette i benlås” topaktuel.

Hvis overenskomstforhandlingerne mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne på det offentlige område ender i konflikt, står vi over for en strejke fra onsdag 4. april.

Michael Ziegler (K), chefforhandler for Kommunernes Landsforening (KL) har gjort det klart, at man vil svare igen med en landsdækkende lockout, hvilket kan ende med et regeringsindgreb.

Det lyder desværre velkendt. De fleste husker tydeligt, og mange mærker stadig konsekvenserne af lærerlockouten og Thorning-regeringens lovindgreb i 2013, hvor lærerne blev trynet af KL (med Michael Ziegler i spidsen) og daværende finansminister Bjarne Corydon.

Nyt Danmark

I efteråret udkom “Søren og Mette i benlås”, hvor journalist Anders-Peter Mathiasen går tæt på den dramatiske konflikt og skildrer den værdikamp, der fandt sted, og som har fået betydelige konsekvenser for det danske arbejdsmarked.

“Søren og Mette i benlås” udkom 2. oktober 2017 på JP/Politikens Forlag.

Ifølge Anders-Peter Mathiasen handlede folkeskolereformen om mere end lærernes arbejdstider. Det handlede om et nyt Danmark, om at effektivisere, styre og måle, og han rejser spørgsmålet, om hensigten med lockouten og folkeskolereformen var en skole i verdensklasse, eller om det var en spareøvelse og et dødstød til folkeskolen.

“Søren og Mette i benlås” er et partsindlæg bestilt af Danmarks Lærerforening, men ikke desto mindre har bogen høstet mange anmelderroser.

Jyllands-Postens Mikael Busch skrev: “Efter Anders-Peter Mathiasens velresearchede krønike kan ingen længere være i tvivl: Forløbet frem mod lockouten af landets lærere i 2013 blev orkestreret af en hemmelig arbejdsgruppe.” (Se Jyllands-Postens anmeldelse her)

Og Elisabet Svane, Jysk Fynske Medier, skrev: “- en god, interessant, oplysende og i særdeleshed velskrevet bog … et godt, omend subjektivt, vidnesbyrd om et Danmark, der blev til et andet Danmark.” (Læs anmeldelsen i Jysk Fynske Medier her.)

Aftalt spil

I denne uge deltog Kig ind i bogens verden i et debatmøde arrangeret af Dansk Journalistforbund om “Søren og Mette i benlås”.

Til stede var Anders-Peter Mathiasen og pressechef i Danmarks Lærerforening og tidligere DR-journalist, Søren Olufsen.

Om baggrunden for bogen, fortæller Søren Olufsen:

“Lærerne blev i 2013 udsat for ‘aftalt spil’: Folkeskolereformen skulle finansieres af lærernes arbejdstid. Det blev dokumenteret af virkeligheden, for lige efter lærerlockouten og lovindgrebet vedtog regeringen folkeskolereformen med 36 procent flere undervisningstimer, der som bekendt blev finansieret med ophævelsen af netop lærernes arbejdstidsregler.”

“Finansministeriets Moderniseringsstyrelse sidder som en regering for regeringen,” siger Anders-Peter Mathiasen. “Og selv om Helle Thorning og Bjarne Corydon siger, at der ikke var nogen plan, er konspirationsteorien blevet bekræftet. Thulesen Dahl og Annette Vilhelmsen har lagt navn til, at de ville støtte et lovindgreb mod lærerne, da Helle Thorning otte måneder før lockouten henvendte sig til dem.”

Retvisende billede

Søren Olufsen fastslår også, at Moderniseringsstyrelsen har fået stigende kontrol med overenskomstforhandlingerne. Om pressens dækning siger han:

“Journalisternes pressede arbejdsvilkår og den øgede lukkethed omkring fx aktindsigt giver magthaverne et langt større spillerum. Der er så mange eksempler i den her sag på, at pressen er gået magthavernes ærinde bevidst eller ubevidst. Jeg har set journalister omtale det aftalte spil i lærerkonflikten som ‘en mytologi’. Danmarks Lærerforening ønskede at tegne ‘et retvisende billede’ af konflikten. Derfor henvendte vi os til Anders-Peter Mathiasen, som vi vidste var en anerkendt graverjournalist, og vi havde læst hans bog om DONG-sagen.”

Truet model

En mødedeltager vil vide, om der har været nogen selvransagelse hos Danmarks Lærerforening.

“Det forløb, der var i 2013, var et rigtig skidt et for alle parter,” svarer Søren Olufsen. “Vi har tidligere troet på den danske model (arbejdsgivere og fagforeninger indgår frivillige aftaler, red.). Modellen har jo fungeret godt i rigtig mange år. Anders Bondo Christensen har landet otte ud af ni overenskomstforhandlinger, men det gik nok op for de fleste for sent, hvad der egentlig var gang i.”

Han uddyber:

“I virkeligheden vil Moderniseringsstyrelsen have alle andre offentlige ansatte ned gennem den samme tragt som lærerne. Værdierne i overenskomsterne skal udvandes, så det ene og alene bliver arbejdsgiverne, som styrer det.”

Søren Olufsen medgiver, at Moderniseringsstyrelsen bliver dæmoniseret i øjeblikket.

“Jeg ved godt, at embedsmændene i systemet bare gør deres arbejde, men det ville være sindssygt interessant, hvis nogle journalister gik ind og så nærmere på, hvad der foregår i Moderniseringsstyrelsen,” slutter han.

Gidslerne

På baggrund af såvel “Søren og Mette i benlås” som debatmødet kan man spørge, om de nuværende overenskomstforhandlinger bare er skinforhandlinger ligesom i 2013? Er politikerne i ly af overenskomstforhandlinger, lockout og lovindgreb i virkeligheden ved at slanke – eller slagte – den offentlige sektor?

I så fald tager politikerne landets børn og unge som gidsler, nu hvor hundredtusinder af skoleelever og studerende med truslen om lockout nok engang står til at miste dyrebar undervisning og få spoleret deres afgangsprøver og eksaminer.

Kan Danmark virkelig være det bekendt?


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 5. april.

God påske!


 

Den journalistiske forbindelse

I dag udkommer en ny bog om fremtidens journalistik.

Avisdød, lukning af blade og magasiner og stadig ringere vilkår for radio og tv er desværre ikke nogen nyhed herhjemme eller i udlandet. Tendensen – også kaldet nyhedsørkenen – breder sig i både USA, Canada og Europa.

Samtidig florerer fake news på nettet, og de falske nyheder kan i værste fald true demokratiet.

Men skal man tro en ny bog, er der håb for såvel journalistikken som dens udøvere og modtagere.

Kritisk eftersyn

I “Den journalistiske forbindelse” går Per Westergård og Søren Schultz-Jørgensen den klassiske journalistik efter i sømmene. Om baggrunden for bogen skriver de blandt andet:

Når nutidens borgere i foruroligende grad vender nyhedsjournalistikken ryggen – bruger mindre tid på nyheder i radio og tv, køber færre aviser, nærer voksende mistillid til medier – så er det tid at underkaste mediernes kerneydelse, journalistikken, et kritisk serviceeftersyn og anvise nye veje til en journalistik, der opleves af borgerne som nyttig, relevant, troværdig og tidssvarende.” (Citat fra bogen)

Fremtidens journalistik

Igennem et år har forfatterne interviewet en lang række redaktører, topchefer, iværksættere, udviklere og journalister i Europa og USA.

Fra Spanien i syd til Norge i nord og i blandt andet New York, New Jersey, Philadelphia, Washington DC, Dallas og San Francisco har de besøgt i alt 50 mediehuse, der har været dygtige til at nytænke og forny journalistikken.

Nu fortæller de om hovedkonklusionerne fra deres lange og omfattende researchrejse.

Ifølge forfatterne handler det blandt andet om at genopfinde journalistikken, så den får værdi og relevans for nutidens borgere.

Gennem en mere nærværende, involverende, aktiverende og fællesskabsorienteret journalistik, er det rent faktisk lykkedes de innovative medier at skabe nye, stærke forbindelser mellem borgerne og medierne.

Tips og løsninger

Nogle af de succesfulde journalister, Søren Schultz-Jørgensen og Per Westergård har talt med, inddrager brugerne aktivt ved for eksempel at efterspørge tips og informationer fra offentligheden på Twitter.

Andre benytter sig af konstruktiv nyhedsjournalistik, hvor det ikke kun handler om at afdække problemer, men hvor journalisterne også søger at inspirere brugerne til løsninger og muligheder.

Efter at have læst uddrag af “Den journalistiske forbindelse” glæder jeg mig til at læse hele bogen, der selvfølgelig er oplagt læsning for fagfolk, men som også fremstår vigtig og vedkommende for menigmand.


Søren Schultz-Jørgensen (f. 1967) er ph.d. i mediesociologi, cand.scient.pol. og journalist. Siden 2006 har han ejet og drevet den journalistiske udviklingsvirksomhed Kontrabande. Han har endvidere skrevet en lang række analyser og udgivelser om journalistik.

Per Westergård (f. 1952) er bestyrelsesaktiv i blandt andet JyskFynske Medier, Ritzau, Fynske Medier og Fyens Stiftstidende. Han har herudover været chefredaktør for blandt andet Fyens Stiftstidende, Aarhus Stiftstidende og nyhedsmagasinet Ingeniøren.


 

Not Dead Yet

Skrev Phil Collins “In the air tonight” efter at have været vidne til en drukneulykke? Hvad er historien bag den mystiske malespand, som stod ved siden af ham ved hans debutoptræden med samme nummer i “Top of the pops” i 1981?

Dette og mange andre spørgsmål, der har optaget talrige fans gennem tiden, kan man få svar på i hans selvbiografi “Ikke død endnu” (“Not Dead Yet”).

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

I bogen tager Phil Collins os med tilbage til barndommen i en fattig forstad til London, hvor hans kærlighed til trommerne bliver vakt fra femårsalderen. Vi er med, da han tager ud til Peter (Gabriel) med annoncen “Trommeslager søges” i hånden, og vi hører om hans første oplevelse med den britiske overklasse i mødet med det alvorlige og excentriske trekløver, Peter, Tony (Banks) og Mike (Rutherford), der er den diametrale modsætning til Phil og hans lyse gadedrenge-sind.

Svær rolle

Vi hører om de tidlige Genesis år, hvor de sled sig igennem med den sære Peter som frontmand, og siden Phils udfordringer som forsanger i bandet – en rolle, han aldrig fandt let. Endelig tager han os med til de senere år, hvor karrieren går på hæld, med kedelige konsekvenser.

Alt fortalt i en let flydende stil – og fint oversat til dansk af Michael Jepsen.

Phil Collins fortæller om tilblivelsen af en række af de store hits, som afspejler hans måde at møde livet på, afbrudt af pudsige anekdoter fra musikhistoriens bagland.

Men der er også de mere alvorlige oplevelser, hvor han tynges af skilsmisserne i sit liv (3 stk.), og det ansvar han løb fra som ægtemand og familiefar i sin tidskrævende og selvoptagede rejse op ad hitlisterne.

Oplevelse fra helvede

Kapitlet om forberedelserne til og afholdelsen af Live-Aid er direkte nervepirrende. Ikke kun på grund af beretningen om, hvordan han skal nå de to koncerter i London og Philadelphia på samme dag, men også på grund af skildringen af det katastrofale samspil med Led Zeppelin i Philadelphia.

En gimmick som allerede inden koncerten udviklede sig til en oplevelse fra helvede, da Phil træder ind i campingvognen som den glade firser pop-gulddreng, der lige er fløjet ind med Concorden, med en hær af journalister bag sig og møder det gamle genforenede band med en mørk fortid.

Jimmy Pages isnende hilsen til den nytilkomne “snothvalp” varslede ikke godt for den kommende optræden foran 1,6 milliard seere.

Har man bare et gran af interesse for musikhistorie, er det vildt underholdende læsning.

Rå branche

Phil Collins fortæller levende og lige ud af posen. Selvrefleksion er måske ikke hans stærkeste side, men læseren bliver alligevel klogere på mennesket Phil Collins.

Han er en mand, der på den ene side går sine egne veje og har det bedst, når han sidder bag sine trommer, og på den anden side er pligtopfyldende og stiller op til alt, med store omkostninger i privatlivet.

Bogen giver også et godt billede af en rå og ubarmhjertig musikbranche, hvor selv de største navne hele tiden kæmper for at genopfinde sig selv i den evige stræben efter opmærksomhed og rampelys. En verden som Phil Collins beskriver med en befriende distance, der måske skyldes, at han gennem det meste af sin karriere har befundet sig øverst i fødekæden og siden gennembruddet med “Face Value” sjældent har været afhængig af nogen.

Dog bliver han i de senere år selv offer for branchens råhed, da han pludselig i 2009 står som en arbejdsløs “has been” med en karriere, der er røget i slæbesporet og – endnu – et forlist ægteskab. Drevet af sit manglende selvværd, der har luret under overfladen gennem hele bogen (og livet), ryger han i en hidtil uset depression, der gør ham dybt alkoholiseret til, han er døden nær.

Befriende læsning

Som stor fan gennem 35 år undrer jeg mig over, at han ikke bare kan læne sig tilbage og være tilfreds med den store sangskat, han har bidraget med til pop-historien. Men det er også det, der gør bogen til mere end blot en pose slik til fanskaren. Phil Collins er ærlig, og udover de store milepæle i hans karriere, som vi kender og her følger bag kulissen, er læseren med i hans dagligdag med de udfordringer, prøvelser og tvivl, vi alle oplever. Alt fortalt med hans ligefremme britiske humor.

Dette gør “Ikke død endnu” til en befriende læseoplevelse, især når man tænker på den (selv)fede Facebook-fernis, mange af nutidens stjerner gemmer sig bag.

“Ikke død endnu” kan anbefales til alle, som er interesseret i musikhistorie fra 1970erne og 1980erne. Dog er bogen nok mest underholdende for den fanskare, der har fulgt Genesis i almindelighed og Phil Collins i særdeleshed i denne periode.

Man skal ikke forvente en dyb analyse af Genesis’ psykedeliske univers fra 1970erne eller en minutiøs gennemgang af Phils kreative proces bag mange af hans hits i 1980erne. Dertil er hans tilgang til verdenen lidt for ureflekteret og let.

Men hvis man, som jeg, er vokset op i denne periode, er “Ikke død endnu” et vidunderligt “trip down memory lane” med en symfoni af små anekdoter, hvor mange af de kunstnere, der har skabt musikalske kerneminder, spiller op fra orkestret. Herligt!

Anmelder: Jay-Jay


 

Hemingway og havet

På mandag udkommer Ernest Hemingways store posthume roman “Øen og havet” i en ny udgave.

“Øen og havet” (på engelsk “Islands in the Stream”) udkom første gang i USA i 1970, ni år efter forfatterens død.

Hemingway påbegyndte arbejdet med romanen allerede i 1950 som en hav-trilogi bestående af tre dele: “The Sea When Young”, som foregår på Bimini i Bahamas; “The Sea When Absent”, der udspiller sig i Havana; og “The Sea in Being” – alle med maleren Thomas Hudson som hovedperson.

Imidlertid tilføjede Hemingway en fjerde del, der fik sit eget liv uafhængig af hans hovedperson. I 1952 udgav han denne historie med titlen “The Old Man and the Sea” (“Den gamle mand og havet”).

Resten af materialet forblev ukendt for offentligheden, indtil Hemingways enke fandt det stort set færdige manuskript blandt 332 andre ikke udgivne værker, han efterlod sig. Og herefter udkom “Islands in the Stream”.

Kunst, Krig og kynisme

I den første del af “Øen og havet” møder læserne den amerikanske maler Thomas Hudson, der har slået sig ned på den lille ø Bimini i Bahamas for at hellige sig sin kunst.

Hudsons arbejde afbrydes, da hans tre sønner ankommer til øen for at tilbringe sommeren der. Endvidere møder læserne Hudsons ven, forfatteren Roger Davis, der ligesom Hudson selv kæmper med en indre konflikt.

Handlingen i bogens anden del udspiller sig under Anden Verdenskrig i Havana på Cuba. Læserne møder atter Hudson – men nu i en ældre, mere kynisk og indadvendt udgave, som tilbringer det meste af tiden med at drikke heftigt og udføre hemmeligt arbejde for de allierede.

I tredje og sidste del deltager Hudson i jagten på at finde de overlevende fra en sænket tysk ubåd.

100-proof Old Ernest

“Øen og havet” er et portræt af en kunstner, romantiker og idealist, der oplever eventyr og farer, men også den største tragedie.

Da romanen udkom i 1970, skrev The New York Times’ anmelder Robie Macauley blandt andet:

Even though he stowed this book away with the idea of doing a little more tinkering, it is a complete, well-rounded novel, a contender with his very best. It has his characteristic blend of strong-running narrative and reflective mememto mori and it is 100-proof Old Ernest, most of it.” (The New York Times, 4. oktober 1970)

Den nye udgave af “Øen og havet” udkommer mandag 5. marts og er den seneste udgivelse i Lindhardt og Ringhofs Hemingway-serie.


Ernest Miller Hemingway (21.7.1899-2.7.1961), amerikansk journalist og forfatter. Han modtog nobelprisen i litteratur i 1954 og regnes for en af det 20. århundredes største forfattere. Hemingway blev især kendt for sin enkle, præcise og ordknappe stil. Han deltog som frivillig i Røde Kors’ ambulancekorps under Første Verdenskrig og blev hårdt såret. Oplevelserne inspirerede ham til antikrigs- og kærlighedsromanen “A Farewell to Arms” (“Farvel til våbnene”). Under Den Spanske Borgerkrig arbejdede Hemingway som krigskorrespondent og sluttede sig til den antifascistiske front. Disse oplevelser og hans afsky over for al krig førte til endnu en af det 20. århundredes store romaner, “For Whom the Bell Tolls” (“Hvem ringer klokkerne for”). Herudover har han skrevet en række andre berømte værker.

Du kan læse hele The New York Times’ anmeldelse af “Islands in the Stream” her: http://www.nytimes.com/books/99/07/04/specials/hemingway-islands.html)


Læs med i næste uge, når gæsteanmelder, JayJay, anmelder Phil Collins’ biografi “Ikke død endnu” 🙂


 

Københavnerliv

På mandag udkommer “Københavnerliv 1945-1972” – en rigt illustreret beretning om vores hovedstad og dens indbyggere.

Forfatter og historiker Kåre Lauring har tidligere udgivet bøgerne “Københavnerliv 1857-1939” og “Københavnerliv 1940-1945”.

Nu kommer så en fortælling i tekst og billeder om København og københavnerne i en af de mest banebrydende perioder i byens historie.

Kåre Lauring har udvalgt omkring 200 billeder, som følger byen og borgerne i efterkrigstiden, hvor hovedstaden gik fra krigstidens fattigdom med rationering til genrejsning og højkonjunktur i 1950’erne og frem til 1970’ernes økonomiske krise.

I sin foromtale af udgivelsen skriver forlaget Gyldendal blandt andet:

For de generationer, der er vokset op og har levet i byen, er bogen forhåbentlig en veloplagt tur ned ad ”memory lane” – for de yngre er tekst og billeder et velfortalt og rigt illustreret blik tilbage på byen, som den tog sig ud på tærsklen til nutidens livsstils-metropol. En by og et liv, der på mange punkter er meget anderledes, end det liv vi lever i dag.”

“Københavnerliv 1945-1972” udkommer mandag 26. februar.

Lindgren i billeder

Til slut skal det nævnes, at “Astrid Lindgrens liv i billeder” netop er blevet genudgivet.

Jacob Forsells og Johan Erséus’ billedbiografi om en af verdens mest elskede børnebogsforfattere udkom første gang i 2007 i anledning af 100-året for Astrid Lindgrens fødsel.


Kåre Lauring (født 1947) er forfatter og tidligere museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Her har han især beskæftiget sig med dansk og international kolonihistorie, den danske handelsflåde under Anden Verdenskrig og handelsflådens historie efter 1945. Han er uddannet cand.phil. i historie og er søn af historiker Palle Lauring.

Kåre Lauring har skrevet en række historiebøger, heriblandt “Rejsen til Madagaskar”, “Byen brænder” og “Mellem bomber og torpedoer – i konvoj på Atlanten – kaptajn Martin Bantz’ erindringer fra 1940 til 1945”.

Du kan læse mine indlæg om andre københavner-bøger her:

Omtale af “Filmens København”

Anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København”

I Kategorier kan du under “Astrid Lindgren” læse mine indlæg om den elskede forfatter (se nederst på siden).


 

Femårig superheltinde

Hvad kan der ske, når en lille pige bliver vred – rigtig, rigtig vred? Det giver den britiske forfatter Roald Dahl et fremragende bud på i “Matilda”.

Efter en længere pause er Månedens klassiker tilbage, og denne gang skal det handle om børnebogsklassikeren “Matilda”.

Matilda er et geni. Allerede da hun er halvandet år, har hun et ordforråd som en voksen. Som treårig har hun lært sig selv at læse, og da hun er fire og kan hjemmets eneste bog (en kogebog!) udenad, opsøger hun selv biblioteket for at finde mere og bedre litteratur der.

Sagen er nemlig den, at Matildas forældre ikke alene er snotdumme, men også vildt usympatiske og i det hele taget komplet uegnede til at rumme, forstå og tage sig af deres geniale datter.

Men heldigvis findes der andre bedre og klogere voksne. Som for eksempel den flinke, forstandige bibliotekar Mrs Phelps, der forsyner Matilda med værker som Charles Dickens’ “Store forventninger”, Jane Austens “Stolthed og fordom”, Ernest Hemingways “Den gamle mand og havet” og mange andre litterære sværvægtere.

Den gode vrede

Men hvorfor er det, at Matilda bliver vred, ja, hvidglødende af raseri?

Det sker, da hun starter i skolen. For nok får hun verdens sødeste og rareste lærer, Miss Honey, men skolelederen, Miss Trunchbull, er som sendt fra helvede.

Sjældent har verden set et mere rædselsfuldt kvindemenneske! Og det er de verbale og voldelige angreb, som tyrannen og børnehaderen Miss Trunchbull udsætter eleverne og Miss Honey for, der får den femårige pige op i det røde felt.

I “Matilda” gør Roald Dahl noget, der er lige så genialt som hans lille heltinde. Han viser, at forbudte følelser som vrede kan være gode og endda gøre underværker.

Børn kan og skal ikke altid være søde og glade – slet ikke i mødet med et monster som Miss Trunchbull. Og det er i opgøret med dette uhyre, at Matilda med sin helt igennem berettigede vrede udretter mirakler.

Klassikerstatus

Situationerne med Trunchbull og de sagesløse elever er barske og groteske. Det er sort humor af den slags, mange børn ofte bedre kan kapere end de voksne.

Roald Dahl skriver intelligent og med en underfundig tone, der gør “Mathilda” til en stor læseoplevelse, mens Quentin Blake står for de fine, finurlige illustrationer.

Da “Matilda” udkom i 1988, fik den mange anmelderroser. Blandt andet skrev The Times:

Mischievous though she may be, there could hardly be a better heroine for today’s children. Matilda is super-intelligent and, above all, a voracious reader!”

Og The Guardian gav bogen følgende ord med på vejen:

Roald Dahl and Quentin Blake have made an important and lasting contribution to children’s literature.”

Film og musical

Roald Dahls lille mesterværk blev filmatiseret med Danny DeVito som instruktør i 1996.

I 2010 opførte Royal Shakespeare Company for første gang historien som musical, og “Matilda The Musical” spiller stadig i London.

Der findes en dansk udgave af bogen, men så vidt jeg kan se, fås den ikke p.t. Til gengæld vil jeg på det varmeste anbefale at læse “Matilda” på engelsk 🙂


Roald Dahl (1916-1990) var en britisk forfatter med norske forældre. Han var pilot under Anden Verdenskrig og blev efter krigen spion for MI6, hvor han mødte Ian Fleming.

Han er berømt for både sine børne- og voksenbøger og især kendt for “Charlie og chokoladefabrikken”, “Matilda”, “Heksene” og “Den store venlige kæmpe”.

Du kan læse mere om den populære storyteller her: https://www.roalddahl.com/roald-dahl/about